   Nyheder fra kirkerne

Artikler

Æ fryshus  - et erindringsbillede midt i mit livs accelererende udvikling

Jeg har glædet mig over at være sognepræst i Aulum og Hodsager sogne i dette efterår. Aulum stiftede jeg allerede bekendtskab med i min barndom. Et par kilometer uden for Aulum boede min morbror og tante på en mindre gård i Varhede. Da jeg var 8 år, blev jeg sammen med min 6-årige søster sendt på nogle dages sommerferie hos dem. De havde selv to små børn, hvoraf den ene endnu lå i barnevogn. Vi blev sat på toget i Hurup, og så fik vi en seddel med, hvor der stod, at vi skulle af på stationen i Aulum syd for Holstebro.  Da vi kom frem, holdt min morbror med sin grå Ferguson Traktor. Bagpå var der en flad træplade, som blev brugt til mælkejunger og vandspande. Her blev vi placeret med vore små kufferter. Vi sad med ryggen til kørselsretningen og så Aulum by passere forbi. Jeg husker tydeligt, at det sidste hus var kirken, som blev mindre og mindre. Så kom vi ud forbi den store proprietærgård Lergrav, inden vi endelig kom ud i Varhede. Navnet siger, hvor sandet det var. Her var det ikke nemt at drive et overskudsgivende landbrug. Det krævede virkelig slid fra morgen til aften. Vi børn skulle hjælpe til med små opgaver ind imellem børneleg, afbrudt af en lille udflugt, hvor vi igen sad på  traktorens bagplade. Vi skulle hen til proprietærgården, hvor der skulle foregå noget, som vi aldrig havde set i Hurup og omegn.

Det var stille vejr, og pludselig kom der et propelfly i meget lav højde, og da den fløj hen over de enorme kornmarker, åbnede den for dyserne og sprøjtede gift ud over afgrøderne. Det var store forhold. Vi vendte tilbage til den mindre gård og til roehakkerne. Den sidste aften vankede der en lille forkælelse. Vi børn fik lov at gå op til ”æ fryshus”, der lå kun 500 meter væk på en lille sidevej til vejen mellem Aulum og Hodsager, men midt ude på landet. Det var et lille hus på ca. 3 x 5 meter med en dør og et par vinduer. Inde midt i rummet var der to rækker med hver 6 frysebokse. Vi var udstyret med to nøgler, den ene til hængelåsen på yderdøren, den anden til hængelåsen ind til familiens lille frostboks. Her kunne vi så hente 1 liter is, der var let at finde i sit papomslag.

Da jeg forleden dag kørte forbi fra Aulum kirke til Hodsager kirke, tænkte jeg, at jeg lige ville dreje af for at finde ud af, om jeg kunne huske, hvor ”æ fryshus” havde ligget. Stor blev min forbløffelse, da jeg opdagede, at huset stod der endnu, 66 år efter mit besøg. På et velbevaret skilt står der fortsat ”Frigadaire  frost-anlæg” og nedenunder ”General Motors fabrikat”

Frysehuse blev et vidunderligt tidsbesparende fremskridt i husholdningen. De skød op overalt i 1950’erne. Bort med saltningen og røgningen, og selv henkogningen aftog. Nu købtes der hos købmanden frysepapir, fedtpapir og brunt indpakningspapir, og kødstykkerne blev pakket ind og omvundet med seglgarn. Så kom der nummer på pakken, og nummeret blev sirligt skrevet ind i ”æ fryshusbog”, så madmor altid vidste, hvad der var af pakker i fryseboksen. I Hurup var der et meget stort frysehus, der dækkede både byen og oplandet. Sommetider skulle vi børn ind i frysetågerne på vej hjem fra skole for at hente pakke nummer 44 og 57, som kunne være både kød og fjerkræ og bær.

I Varhede var nogle landmænd gået sammen på andelshavebasis og havde lånt penge til et lille frysehus. Så afdrog de årligt 300 kroner på gælden og betalte 50 kroner til driften. De små frysehuse på landet blev drevet igennem på konernes forlangende, mens mændene nok har forsøgt at stritte imod på grund af prisen. Konerne vandt. I 1958 var der 3000 frysehuse i Danmark. Omkring 1970 var de væk, udkonkurreret af kummefryserne, som danskerne havde fået råd til.

Så kunne jeg sidde dér i bilen foran det forladte frysehus i Varhede og tænke over den rivende udvikling, som har præget mit liv og vores tid.

Min barndom og mine børnebørns barndom er så væsensforskellige, at vi må tage på frilandsmuseet Hjerl Hede for at vise vore børnebørn, hvordan vores barndom foregik. Gad vide, hvor svært det bliver for vore børnebørn at skildre deres livs udvikling til vore tipoldebørn.

Kun kirkerne står der fortsat som en oase i den vilde udvikling. Det er den samme Aulum kirke, som jeg nu holder gudstjeneste i, som jeg så som lille. Den er godt nok blevet flot fornyet indvendig, og der er kommet nye salmer til. Men liturgien og teksterne og salmesangen lyder urokkeligt ind i en udvikling, der hele tiden synes at accelerere.

Ivar L. Brændgaard